Det er en glad og stolt forwalther, der kan gøre status over Walthers Musikcafé 1½ år efter åbningen.
Tekst: Jesper Nyborg & Foto: Morten Andersen
Mikkel Xavier Jonassen har stået i spidsen for musikcafeen i Adelgade i Skanderborg i de seneste fem måneder – det kom helt af sig selv, for han har været med til festivalen siden han kunne kravle – og han står med en rigtig god fornemmelse i maven.
”Vi er rigtig godt på vej. Og der er mange af de bolde, vi kastede op i luften, da vi startede, der er faldet ned på det rigtige sted. Vi har livemusik to gange om ugen – i Skanderborg. Det er der ikke mange byer på samme størrelse som kan prale af! Vi har fat i mange unge her fra Skanderborg og omegn, og vi har også noget til dem, der ikke er helt så unge længere,” siger Mikkel Xavier Jonassen.
Noget af det vigtigste på musikcaféen er nemlig balancen. Mellem det til de unge og det til deres forældre. Det betyder, at der både er plads til FIFA-turneringer på storskærm og 40-års fester.
”Vi skal rumme det hele. Det er grundtanken. Vi vil gerne have, at de unge studerende kommer og hænger ud om eftermiddagen og bruger stedet som lektiecafé, og vi vil samtidig have plads til vores for længst uddannede overbo, der bare godt kan lide at nyde en espresso ovre i hjørnet.
Det er ikke en helt nem balance, indrømmer forwaltheren. For musikcafeen må hverken blive et nyt ungdomshus eller en klassisk café med spejle på væggene. Målet er at ligge et sted lige midt i mellem. Og det er han overbevist om, det allerede er godt på vej til.
Plads til nye navne
Der er mange unge frivillige på Walthers Musikcafé. Stedet skal gerne være en base for dem, så de kan snuse til musikmiljøet. Og arbejde sig videre ud på festivalen.
”Vi ønsker jo synergien mellem cafeen og festivalen. Vi kan uddanne nogle unge folk til at lave koncerter, så de måske kan rykke ud på festivalen senere, og vi kan trække på festivalens goodwill og teste en masse nye navne af her på spillestedet. Så kan de måske spille sig ud på festivalen,” siger Mikkel Xavier Jonassen.
Et eksempel er de lokale hiphoppere Dope Skate Team, der spillede på musikcafeen for et halvt år siden. Torsdag kunne man høre dem på Spilledåsen.
”Det er første gang, jeg har set gule vagter i Spilledåsen. Så mange tilskuere var der i teltet for at se dem. Netop fordi de havde skabt sig et navn på cafeen. Det var virkeligt vildt fantastisk.”
Forwaltheren mindes en anden stor musikalsk oplevelse i løbet af musikcafeens første leveår:
”Vi havde Shoes For Julia inde at spille en aften. Det var en kanon oplevelse for dem, der var der. Man kunne virkelig se, at musikerne havde en god aften. Og det var en tæt og intim oplevelse hos os. Jeg så dem også i Musikhuset senere. Det var den samme koncert de spillede – men det var slet ikke den samme intime oplevelse.”
Brug os!
Det første år er gået godt, og Mikkel Xavier Jonassen er glad, stolt og optimist, når han ser et år længere frem i tiden.
”Om et år er jeg sikker på, at vi har slået vores navn fast. Så de unge siger ”lad os gå ned på Walthers” som den naturligste ting i verden, når de skal hænge ud i Skanderborg. Og så tror jeg på, at vi har fået hevet folk mere ud af deres hverdagsfirkanter end vi allerede har. Vi har allerede fået et større stampublikum end da jeg startede for fem måneder siden. Jeg tror på det bliver endnu bedre. Og så skal I bare bruge os! Ligegyldigt om du er medhjælper og vil have lidt af stemningen, når festivalen er slut, eller du skal holde møde med dit hold fra festivalen, eller måske afholde en rund fødselsdag på en ny måde eller noget helt fjerde eller femte, kom endelig og lav en aftale med os. Vi har plads til jer alle sammen.”